Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

Måltiderne i Månestrålen er det, vi kalder pædagogiske måltider. Det betyder, at vi også arbejder pædagogisk, når vi spiser: Vi gør en dyd ud af at bruge hverdags - og rutinesituationer til at understøtte børnene i deres udvikling og øve sig sociale relationer og at blive mere selvhjulpne. Og det egner spisesituationen sig godt til.

Børnene bliver inddraget i forberedelserne - de henter vogne med service og mad og dækker bord. Og mens vi spiser, opfordrer vi dem til - alt efter hvor de er i deres udvikling - selv at hælde vand op, række fade rundt og øse op på deres egen tallerken.

Vi har også fokus på de sociale relationer. Vi sammensætter grupperne, børnene spiser i, efter hvor de er i deres udvikling, hvilke behov de har, og hvem de godt kan lide at være sammen med, så måltidet bliver en god og hyggelig stund.

Vi har vores eget køkken, som tilbereder både morgenmad, formiddagssnack (for vuggestuen), frokost og eftermiddagsmad. Vi spiser fortrinsvis vegetarisk, men nogle dage får vi kylling og fisk. Kyllingen er halalslagtet, og vores råvarer er primært økologiske.