Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Månestrålen. Vi bor i Tingbjerg og råder over to huse, men er én samlet institution. I det ene hus har vi vores børnehave, og i det andet vores vuggestue. Hvert hus har en dejlig, grøn legeplads, hvor børnene kan boltre sig, plante gulerødder, gå på opdagelse i buske og følge med i årstidernes skiften ved at se på bladene på træerne.

Sprog, bevægelse og sociale relationer

I vores arbejde har vi særligt fokus på sprog, bevægelse og sociale relationer. Det betyder, at vi tænker sprog og bevægelse ind i stort set alt, hvad vi gør – både i rutinerne og de planlagte aktiviteter. Når vi for eksempel tager tøj på i garderoben, gør vi meget ud af at sætte ord på det, vi gør. Eller når vi arbejder med efterår som tema, vælger vi bestemte ord ud, som vi har fokus på, eksempelvis blade eller kastanje.

Vi ved, at børn udvikler deres sprog bedst gennem venskaber, og derfor er dialog og relationer i højsædet hos os. Relationerne kan vi støtte og dyrke i mindre grupper, og fordi vi har rigtig gode normeringer, har vi også gode muligheder for at dele stuerne op, så der altid er en voksen sammen med små grupper.

Når vi inddeler børnene på den måde, er der både tid og ro til opmærksomhed og kontakt mellem den voksne og det enkelte barn, men også mellem børnene. I de små grupper kan vi etablere trygge rum, hvor vi giver alle børn mulighed for at komme på banen – også dem, der lige skal samle lidt mere mod.

Struktur – med udgangspunkt i det enkelte barn

I Månestrålen lægger vi vægt på struktur og rammer, og det gør vi, fordi vi ved, at både børn og voksne trives bedst, når de ved, hvad der skal ske. Samtidig er det vigtigt, at vi tager hensyn til det enkelte barn og den enkelte familie, og derfor har vi en dagligdag med faste aktiviteter, men som vi tilpasser børnegruppen på den enkelte dag.