Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Månestrålen som arbejdsplads

Når du arbejder i Månestrålen, har du rigtig god mulighed for at gøre en forskel. Det mærker man også tydeligt i vores personalegruppe, som brænder for børnene og for den opgave, vi har med dem. Det skaber rigtig god energi i vores arbejdsfællesskab, at vi alle sammen ved, hvor stor en forskel vores arbejde gør.

Vi er en uddannelsesinstitution

I Månestrålen er vi med til at uddanne fremtidens pædagoger. En stor del af vores medhjælpere er nemlig i gang med at tage pædagoguddannelsen sideløbende med deres arbejde hos os. Det bidrager både til engagementet og fagligheden i vores personalegruppe, at en del af vores medarbejdere aktivt dygtiggør sig inden for faget, samtidig med at de opbygger erfaring hos os – og det hæver kvaliteten både i arbejdet med børnene og på vores stue- og personalemøder, når medarbejdere kommer med frisk teoretisk viden og stiller spørgsmål til faget og pædagogikken.

Dygtiggørelse er dog ikke kun for dem, som er under uddannelse, og Månestrålen er et læringssted for alle medarbejdere. På alle vores personalemøder drøfter vi fagligheden med udgangspunkt i teoretiske indlæg. Vi har nemlig høje ambitioner for det faglige niveau og høje ambitioner på børnenes vegne – og for at indfri dem, skal vi hele tiden arbejde for at blive bedre og udvikle os og vores pædagogik sammen.

Mere ledelse og flere hænder

I Månestrålen har vi en leder og en pædagog med ledelsesfunktion. Det betyder, at vi har en ledelses-person i hvert hus, som er tæt på stuerne og hurtigt kan træde til, når der er behov for sparring omkring en opgave eller et barn. Det betyder også, at vi er to til at sætte den pædagogiske retning, arbejde med fagligheden, prioritere forældresamarbejdet og løse de administrative opgaver, så vi kan bruge meget mere tid på den nære og faglige ledelse ude på stuerne.

For at sikre, at vi lykkes med vores opgave, har vi desuden ekstra gode normeringer i Månestrålen. Det betyder, at vi er flere hænder på stuerne til at arbejde med vores børn – både i basisgruppen og i resten af institutionen.